
Opbygning af indhold på en platform sker ikke over natten, men er en gradvis proces som udvikler sig i takt med tidens og verdens reaktioner på indholdet.
Når du står med en helt blank platform, eller måske en platform som er mere død end levende, kan det virke uoverskueligt at bestige det Mount Everest der er indholdsopbygning.
Din indholdsopbygning skal laves præcis, som man spiser en elefant; én bid ad gangen!
Se på dit årshjul. Hvad er i sæson lige nu? Måske skal du se på sæsonen om 1 måned? Hvad vil du gerne vise dér? Planlæg opslaget i dit planlægningsværktøj. Lav det næste. Hvad vil du gerne vise?
Husk at alle opslag du laver skal suppleres med dataindsamling. Din dataindsamling kan sagtens ”bare” være platformens dataindsamling, men du kan med fordel koble en ekstern dataindsamling på.
Hvis ikke din hjemmesideudbyder har en dataindsamlings-mulighed, kan du med fordel bruge Google Analytics. Hvis du arbejder meget med links fra din SoMe-platform, kan du med fordel bruge en linkforkorter, også kendt som Bitly. Og sådan kan du trække data ud af de forskellige platforme uden at skulle sidde og overvåge dem 24/7.
Dataen skal du senere bruge til at visualisere hvordan du skal opbygge din platform fremover. Ja, det er tørt, men hvis du glemmer din data, risikerer du at bruge tid (og dermed penge) på noget der ikke virker. Det svarer til at købe en (billig) vaskemaskine på nettet og få legetøjsversionen tilsendt.
Dit indhold skal være til stede på det rette tidspunkt, både på sæsonen, i døgnet og i forhold til samfundsudviklingen.
Rettidig omhu handler om alt fra timing af indhold til korrekt stavning. Det handler om at gøre sig umage. Og om at være opmærksom på verden omkring dig. Og om at være ægte – også selvom der sker en fejl.
Dine sociale medier skal ikke være fejlfri. Det er mennesker der sidder bag skærmen, og det må man godt kunne mærke. Til en vis grænse, for rettidig omhu er også at du gør dig umage med ikke at lave fejl. Det betyder at de fejl du rent faktisk laver, ender i småtingsafdelingen.
Det betyder, at du har styr på din stavning. Er du ordblind, så sørg for at have en ikke-ordblind til at læse korrektur. Bøvler du med nutids-r, så sæt dig ind i det før du kaster dig ud i lange tekster. Det giver et filter af uprofessionalisme, hvis alle dine tekster konsekvent har disse fejl. Jeg ved godt, at når man skriver en tekst i Microsoft Word, så kommer der de der irriterende røde streger under sammensatte ord. Det er fordi den ikke har lært den danske grammatik. Lad ikke Word definere om din virksomhedskommunikation fremstår professionel eller ej. Hvis du er i tvivl, så find en ordbog og slå det efter. Det gør jeg også!
Rettidig omhu er også at holde øje med dine data. Sæt tid af, en gang om måneden og noter dig sidste måneds data. Hvor stor rækkevidde har opslaget, likes, klik, delinger, kommentarer. Det data viser dig, hvad det er der virker. Er der sket noget med algoritmerne? Du kan også gøre det på ugentlig basis, for større flow. Det vigtigste er at du hurtigt kan se om der er noget der har større rækkevidde end andet.
I virkeligheden er rettidig omhu en af de vigtigste faktorer i forhold til din virksomhed. Det er jo ikke uden grund at Mærsk blev så succesfuld på dén baggrund!
Planlæg dine opslag hver dag kl. 17.47. Eller sørg i hvert fald for at der er aktivitet på din profil dagligt.
Med aktivitet taler jeg om opslag eller stories. Alt efter hvilken platform du placerer dig på, skal du benytte platformens facetter. Det kan f.eks. være billeder, indtjekninger eller spørgesessioner på Facebook. Det kan også være reels, stories med afstemninger eller ”spørg mig”-funktionen. Det vigtigste er, at du laver noget hver eneste dag. Gør du ikke det, forsvinder du i mængden; eller rettere algoritmerne nedprioriterer dig. Laver du en ”spørg mig”, en afstemning eller på anden måde noget der inviterer dine følgere til at interagere, forpligter det selvfølgelig.
Kontinuiteten er nem at skabe, så længe du husker at planlægge dit indhold. Du kommer ikke udenom et godt planlægningsværktøj, ligesom du ikke kommer udenom at du skal holde øje med dit data. Hvis du konsekvent laver ens indhold, og rækkevidden virker okay, men ikke helt deroppe hvor du gerne vil være, kan det være du skal tage et kig på dine data. Hvilke knapper kan du skrue på? Du må altid gerne ændre i din måde at lave opslag på, eller lave ugetemaer, hvor du gør noget anderledes end du plejer, eller alt muligt andet. Så længe du er til stede på dine platforme!
Det handler om at vise virkeligheden. Det nytter ikke at påstå at man er Danmarks bedste golfspiller, hvis man aldrig har stået på en Green.
Autenticitet er noget af det sværeste at arbejde med i sin virksomhed. Omverdenens opfattelse af din virksomhed skal svare til det din virkelighed rent faktisk er – altså skal du vise det ægte billede af din virksomhed. Men hvordan er det lige man gør det? Vi vil jo alle gerne fremstå klimavenlige, bæredygtige, unikke, intelligente, smarte, succesfulde – indsæt selv flere tillægsord. Vi vil altid gerne være de bedste!
Men nogle gange gør det ikke noget at man ikke er den bedste, så længe man er ægte. Vis hvad du kan, og hvad du ikke kan. Eller rettere, vær ærlig. Sæt fokus på din virksomheds styrker.
Forestil dig en kostvejleder, som snakker børneopdragelse, en frisør der reklamerer for tandpleje eller en familievejleder der fortæller hvordan du får en sundere livsstil… Nej vel? Det giver bare ikke mening. Hvis du er kostvejleder, så holder du dig til at fortælle om mad, madvaner og de ting der hører under det felt og så lader du familievejlederen om børneopdragelsen. Omvendt skal frisøren ikke begynde at reklamere for tandpleje. Det handler om at holde fokus på det der er dit unikke salgspotentiale. Hvis du hele tiden tager sideveje, når du aldrig frem til målet. Dine kunder mister overblikket over hvad du rent faktisk sælger, og i sidste ende kan det skade din forretning.
Autenticitet handler også om dine billeder. Lægger du konstant et filter over dine fotos, fremstår du ikke autentisk. Et filter går ind og justerer på alt fra små skønhedsfejl til klarhed i farver og kan sågar få dig til at se yngre, eller ældre, ud!
Og det største problem med filter: Du viser meget tydeligt at du har noget at skjule. Hvis du skjuler noget, der hvor du skal kapre kunder, hvordan kan dine kunder så stole på at du ikke skjuler noget for dem, hvis de køber et produkt hos dig?
Jeg kan selvfølgelig ikke forhindre dig i at lægge et filter hen over dine billeder, men jeg vil ikke vejlede en kunde til at bruge filter.
Opbygning af en platform er drønsvært – har du brug for hjælp?
Send mig en besked, så tager vi en uforpligtende snak!
Denne side bruger cookies. Ved fortsat brug, accepterer du at jeg anvender cookies til at optimere din oplevelse.