KÆMP, for alt hvad du har kært...

Måske husker du linjen fra ”Altid frejdig når du går”. I Matador synger de den, ved mindeceremonierne over faldne frihedskæmpere. Som teenager havde jeg et postkort hængende på min væg, fra Frøslev-lejren. Det var et foto af et broderi en interneret havde lavet. Der stod det på;

Kæmp, for alt hvad du har kært.

Da Carsten blev syg i 2015, havde jeg allerede haft fat i VeteranCenteret flere gange fra efteråret 2014 og frem til han væltede. Jeg havde ét mål; at sikre mig at min familie ikke faldt fra hinanden. Jeg var socialrådgiverstuderende, og havde erfaring fra min kontoruddannelse i Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen. Jeg vidste at en hurtig og målrettet indsats kunne gøre forskellen på succes og fiasko.

Carsten erkendte sin skade 3 dage før Bastian skulle døbes. Han insisterede på at tage på arbejde om mandagen. Han skulle igennem noget omskoling. Det første hans chef sagde til ham, da han mødte ind, var at han lignede lort. Det var en pæn måde at sige det på. Han fuldførte sin omskoling – og sygemeldte sig med ”influenza” den næstkommende mandag. Det var hans sidste arbejdsdag som soldat. En aprildag i 2015.

Den dag han sygemeldte sig, ringede han til VeteranCenteret for at tale med en psykolog, så han kunne få den hjælp, han havde behov for. Desværre havde de fået verdens mest nidkære psykolog til at passe telefonen den dag, så han blev afvist med besked på at han ikke havde PTSD-lignende symptomer, fordi han ikke kan huske sine drømme og derfor ikke kunne svare på om han lider af mareridt. Det pressede ham ekstremt meget, at psykologen ikke troede på ham. Derfor valgte jeg, et par dage senere, at ringe til dem. For ville de ikke hjælpe ham, måtte de hjælpe mig og vores børn! Fra den dag så jeg mig ikke tilbage!

Det skulle tage mig over 6 år, en masse samarbejde, sindssyge afvisninger, anbefalinger på VETC om at få børnehaven til at lave bekymringsunderretning på mine børn, så kommunen skulle gøre noget og et møde med Forsvarsministeren, før der skete noget.

I går, gik Bastian ind til sin første psykologsession. For 2 uger siden blev Silke afsluttet i denne omgang.

Det er lidt vildt at se sine børn gå ind til den forebyggende hjælp, jeg har kæmpet for så længe. Det var især stort at se Bastian gå derind. Dels fordi han seriøst havde glædet sig siden han hørte han også fik lov. Dels fordi hans far har været syg hele hans liv – og nu får han chancen for at snakke med en meget klog kvinde (der ikke er mig), om hvad det egentligt er der sker i fars hoved.

Og så bliver jeg så fandens stolt, når jeg hører psykologen sige at mine børn er velformulerede, afbalancerede og normale. Det lyder måske skørt, men siden Carsten blev syg, har vi altid haft den her nagende tvivl om vores børns reaktioner og adfærd var alderssvarende eller om det var resultater af den familie de er dumpet ind i.

Det kan godt være, at jeg ikke har økonomisk succes, til gengæld kan jeg med stolthed sige, at jeg har skabt resultater som ikke alene kommer mine egne børn til gode, men som også får stor indflydelse på en masse andre veteranbørn. Både dem der allerede er kommet til verden, og dem som kommer.

Det er det hele værd!

Del og følg mig her:

Denne side bruger cookies. Ved fortsat brug, accepterer du at jeg anvender cookies til at optimere din oplevelse.