Jeg valgte risikoen for et liv med PTSD, da jeg valgte kærligheden til

Dengang jeg mødte Carsten, fortalte han ret hurtigt om en af de oplevelser der siden har givet udslag på at han udviklede PTSD. Dengang overvejede jeg oprigtigt om jeg var villig til at løbe risikoen for, at han blev syg.

Det kan virke helt sindssygt, når jeg tænker tilbage på det i dag, men jeg valgte risikoen for det liv jeg lever i dag. Fordi jeg havde fundet den mand, jeg ville stifte familie med. Igen. Det kan virke sindssygt at stifte familie med en, som måske er syg. Men så kan ingen stifte familie, for vi har måske alle sammen en eller anden sygdom vi ikke kender til lige nu. Vi vidste bare at risikoen var der.

Carsten og jeg mødte hinanden i august 2009. Præcis 2 uger før jeg skulle flytte til Odense, og starte på engelskstudiet på SDU. Det var, for at sige det pænt, pisse besværligt. Nu er vi jo fra Aalborg, så naturligvis mødtes vi i Jomfru Ane Gade. Den første gang jeg var hjemme hos ham, efter vores første møde, fortalte han om nogle af de allerværste oplevelser han havde haft. I Afghanistan. Det var ikke behageligt at høre på – og jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke lige genovervejede om jeg havde lyst til det forhold. Det havde jeg – og har jeg.

Da jeg deltog i P4 Syds weekendradio søndag d. 22. august 2021, spurgte journalisten mig ”men hvorfor bliver I sammen?”. Det er et af de klassiske spørgsmål, som vi veteranhustruer oplever. Hvorfor bliver du hos ham. Det nemme svar er at jeg ikke kan lade være. Jeg tog et aktivt valg i 2009. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke må have lov til at ombestemme mig, men jeg har svært ved at se hvad jeg får ud af det. Først og fremmest giftede vi os i 2015, da PTSDen rasede allerværst i Carstens hoved. Carsten husker ikke vores bryllup. Året efter bad jeg ham flytte. For at redde vores ægteskab. Da havde krigen overtaget hans hjerne så voldsomt, at det gjorde skade på vores børn at blive sammen. Det tog 3 måneder før jeg var klar til at lade ham flytte hjem igen. Vi fejrede først vores 1 års bryllupsdag længe efter den reelle dato. Og så tog vi ellers tyrene ved hornene. Begge to. Heldigvis var vi tilknyttet en helt fantastisk psykolog, som greb ind og gav akut psykisk førstehjælp til mig, fik arrangeret parterapi og så gik arbejdet ellers i gang. Vi knoklede i 4 år. Sammen og hver for sig. Og vi kom ud på den anden side. Stærkere. Fordi vi begge var indstillede på at kæmpe for kærligheden.

Til sammenligning kæmpede vi 2 år, for at få Silke. Vi gik i fertilitetsbehandling, fordi det ikke lykkedes os at blive gravide. Jeg blev skide hamrende syg, af medicinen. Vi kæmpede og vi kom ud på den anden side med verdens sejeste baby – og det mener jeg på enhver tænkelig måde. Og pludselige kom Bastian tumlende heelt af sig selv – noget lægerne havde spået aldrig ville ske.

På samme måde med PTSDen. Vi kæmpede. Mod alle odds kæmpede vi os tilbage og trodsede alle statistikkerne. Vi troede en overgang, i efteråret 2016, at vi ville blive en del af skilsmissestatistikkerne for veteraner. Vi skulle helt frem til 2018, før hverdagen blev nogenlunde normaliseret – i hvert fald så tæt på normal, som muligt. Og da gik vi stadig i parterapi. Det blev vi først ”udskrevet” fra, da jeg stod med min bacheloreksamen. For det blev psykologens erklærede mål at jeg skulle gennemføre min uddannelse, efter jeg måtte stoppe fra socialrådgiverstudiet i sommeren 2016 grundet Carstens PTSD.

Hvis jeg havde vidst, at jeg skulle kæmpe i næsten 5 år, skifte fra drømmestudiet og stå 2 år efter endt bacheloruddannelse, uden et arbejde – så havde jeg måske valgt anderledes. Men jeg valgte kærligheden til, vel vidende at jeg kunne risikere at stå med en meget syg mand. Havde jeg vidst at det ville ske, små 2 måneder efter vi havde fået nr. 2 barn på 19 måneder – endda et barn der burde være umulig at få – så var jeg løbet skrigende væk. Det er den mest sindssyge kompetenceudvikling jeg nogensinde har oplevet. Jeg tror ikke der findes arbejdsgivere der ville udsætte deres medarbejdere for sådan en læringskurve…

Del og følg mig her:

Denne side bruger cookies. Ved fortsat brug, accepterer du at jeg anvender cookies til at optimere din oplevelse.