Hvordan opgør man værdien af en krig?

Søndag d. 15. august 2021 var det som om hele verden holdt vejret. Efter næsten 2 år med covid-19 skulle man efterhånden tro, at vi ikke kunne blive overraskede mere. Men alligevel lykkedes det at ensrette samtlige nyhedsmedier med en enkelt handling. Den dag Taliban indtog Kabul efter 20 års krig.

Nu diskuteres det i hele verden; var det så krigen værd? Skal man tro på hvad Talibanerne siger, i forhold til at de vil lade kvinder gå i skole, såfremt de er tildækket efter Sharia-lovgivningens foreskrifter? Har de forandret sig, som nogle forskere siger? Vi ved det ikke. Til gengæld ved vi, at der er tale om en krig, som har kostet adskillige menneskeliv. Både under og efter udsendelserne.

Nogle kom aldrig hjem. Nogle kom hjem med skader på krop og sind. Nogle kunne ikke leve med oplevelserne, og valgte den ultimative udvej.

Var krigen det værd?

I skrivende stund er mine børn i skole. De er børn af en far som tog i krig, før han var fyldt 25. Ja, faktisk blev hans 25 års fødselsdag fejret i Afghanistan. De er børn af en far der kom hjem, med usynlige skader. En af de mange veteraner med PTSD. De er børn af en mand, hvis krigsskade har sat spor i deres små hjerner. I deres liv. Som for evigt vil være en del af deres tilværelse. De er også børn af en mor, som sparkede samtlige døre ind, så deres far kunne få den rette hjælp fra det øjeblik han var klar til det. Derfor er de ikke en del af statistikken af veteranbørn. Endnu. Vi ved ikke, hvordan fremtiden ser ud – og vi ved at fremtiden er dybt uforudsigelig.

Når jeg ser på min mand, i disse dage, ser jeg en mand som reagerer med distance til det der foregår i Afghanistan. Der er ingen tvivl om at det berører ham. Han har valgt at det ikke skal definere hans humør. Den tilgang giver plads til at børnene kan være, ja, børn. At vi kan være sammen. I perioder, kan vi ikke. Så at vi kan være sammen lige nu, hvor det han kæmpede for, falder sammen om ørerne på hele verden, kan vi kun være taknemmelige for.

I mine øjne er det en svær debat. Min mand kom hjem med livet i behold, men med en usynlig makker i bagagen. En makker som kiggede frem i små glimt fra hans hjemkomst til efter vores andet barn blev født. Men hvad med dem, hvis far eller børn ikke kom hjem. Dem, der ikke kan håndtere den usynlige makker. Var krigen det værd? Kunne man have gjort noget anderledes? Blev sikkerhedspolitik til storpolitik på vejen? Og var det med til at det hele kollapsede så hurtigt, efter man besluttede sig for at stoppe krigen? Der er spørgsmål nok at tage fat i.

Jeg er i tvivl. Jeg har et stramt med, at min mands hjerne har en skade. At jeg i perioder har svært ved at tale med ham om ting, fordi han reagerer uforudsigeligt. Jeg føler mig til grin, når vi gang på gang ser hans arbejdsskadesag trække i langdrag, fordi man ikke mener at man kan fastlåse et erhvervsevnetab hos et menneske der tidligere håndterede arbejdsopgaver svarende til 3 fuldtidsstillinger, de 2 af dem over hans faglige niveau.

Jeg har det svært med, at jeg har været syg med stress på grund af min mands skade. Fordi vi skulle kæmpe for hjælp og forståelse. Fordi vi selv skulle opsøge alle typer hjælp – og konsekvent frygte at blive afvist. Jeg har skiftet fra drømmestudiet til en helt anden uddannelse, fordi jeg ikke kunne gennemføre mine eksaminer. Fordi min mand stod i begyndelsen af et stormfuldt forløb. Jeg har forberedt socialrådgivereksamen i faget ”udsatte voksne”, samtidig med at jeg forsøgte at holde nogenlunde styr på en af slagsen i mit privatliv. Jeg har hørt gruopvækkende fortællinger fra en krigszone – og hørt dem betvivlet af de fagpersoner der skulle vurdere om skaden var reel.

Og nu kan vi se det hele falde sammen. Nyhederne var i gul, i næsten 2 døgn. Det sker nærmest aldrig. Beretningerne fra Kabul er rystende læsning. Ambassader evakueres. Tolke, som har hjulpet soldaterne, er i livsfare. Det samme er deres familier. Og der tales om øgede terrortrusler.

Det kan nemt virke meningsløst, når man ser på det i disse dage.

Del og følg mig her:

Denne side bruger cookies. Ved fortsat brug, accepterer du at jeg anvender cookies til at optimere din oplevelse.