Din partner på de sociale medier

Fra tanke til handling

Du kender det garanteret godt, du går i storcenteret og ser et eller andet som inspirerer dig til at lave indhold til dine medier. Ikke spontant, for det skal lige arbejdes igennem. Jo mere du tænker over det, jo mindre vigtigt virker det, og til sidst dropper du det. Det er i bedste fald skadeligt for din virksomhed, i værste kan det være forskellen på om du når ud til din målgruppe eller ej.

Først og fremmest skal du have dine ideer ud af hovedet. Ikke direkte ind på de sociale medier, men gør det til en vane at have en notesbog og en kuglepen i tasken, så du nemt kan notere dine gode ideer ned og flytte tankerne videre til andre ting.

Når du har noteret en tanke ned, skal du vende tilbage til den, næste gang du er i dit arbejdsrum. Sæt tid af til dine ideer og få dem lagt ind i din plan. På den måde får du ikke tænkt den gode ide i smadder.

Dine spontane ideer er rettesnor for hvordan du arbejder. Når man hører politiske kommentatorer, kalder de det at finde håret i suppen. Der hvor de politiske udmeldinger ikke giver mening. Det er dér dine spontane ideer ligger. Der hvor håret i suppen er, indenfor din branche.

Med mindre, du direkte bryder loven, eller opfordrer til det, er der ingen problemer i at du sender dine ideer ud og flyve. Hvem ved, måske er det lige dét opslag der går viralt, fordi du rammer plet.

Tidsbestemt

Du skal planlægge så meget eksekvering som muligt, for at få succes med dine spontane opslag.

Noget af det vigtigste i SoMe-marketing er et konsekvent flow. Det er lige meget om du udkommer en gang om ugen, eller hver eneste dag, bare du gør konsekvent. Også når du er syg, holder ferie eller ligger vandret på grund af arbejde. Det betyder ikke, at du skal sætte en alarm så du husker at være til stede på de sociale medier, men at du skal lære at bruge planlægningsværktøjer så der også kommer opslag når du er optaget af noget andet.

Når du er på METAs platforme, er det min klare anbefaling at du anvender META Business Suite. Den giver dig et visuelt overblik over dine tidligere og kommende opslag, enten på uge- eller månedsbasis. Du får visuel feedback på det data dine opslag genererer og du kan nemt gå ind og se hvor mange like, delinger og kommentarer hvert opslag har fået. Gendelinger af gamle opslag sker også med få klik, og de er nemme at redigere i, hvis du f.eks. har fundet en stavefejl eller der er nye opdateringer til den viden du delte.

Det er ikke ligegyldigt hvornår du deler dine opslag, her skal du forhold dig til dine data. Hvis du altid vælger at dele på det samme tidspunkt på døgnet, er chancen for at du rammer din målgruppe markant mindre, end hvis du deler på tidspunkter hvor data viser at de er online.

Sæsonbetonet

Et årshjul kan redde din tid og din virksomhed, så du ikke kommer på bagkant af en julekampagne, eller er for tidligt ude med påsketemaet.

Det lyder fancy, når der tales om årshjul, men i virkeligheden er det en oversigt over hvad du skal lægge fokus på, hvornår. Det er f.eks. ikke ligemeget om du deler juleting i august eller september. De fleste vil foretrække at du venter til slut november, men sælger du f.eks. kreapakker, skal kunderne have mulighed for at bestille dem tidligt, så de også kan nå at klippe-klister. Kalender- eller adventsgaverne skal også i fokus tidligt – mange forældre vil være taknemmelig, hvis de har styr på det rituelle ”åben-en-gave-hver-morgen-i-24-dage” i god tid inden den 1. december. Du kender selv dine sæsoner; derfor er dit årshjul måske anderledes end mit. Dog er der nogle sæsoner som er fælles for de fleste brancher. Årets sæsoner i sig selv, kan være en ramme omkring dit årshjul, hvis du har svært ved at overskue hvordan du skal skrue det sammen. Har du allerede en idé, så kan en mulighed være at oprette en Excel-projektmappe med 13 faner; 1 for hver måned og en master med plads til at notere tendenser når du opdager dem. Du behøver ikke vente et helt år på at danne dig et overblik. Sæt dig med en kalender og skriv ned. Hvornår sker forskellige ting indenfor dit fag? Er du frisør eller fotograf, er konfirmations- og bryllupssæsonerne vigtigere end sommerferie og skolestart. Er du restauratør eller DJ kan julefrokostsæsonen være væsentlig at være på forkant på. Det er kun dig der ved, hvornår din højsæson er. Selvom du er fotograf, er det ikke sikkert du beskæftiger dig med konfirmationer. Måske er dit fokus gravide og nybagte forældre, måske er det kæledyrsstævner eller boligfotos.

Når du ved, hvordan dine sæsoner ser ud, er du klar til at planlægge dine medier!

Sammenhæng

Shu-bi-dua sang om den. Du lærte om det i folkeskolen. Den røde tråd. Det er den der får modtagerne til at genkende dig, i en strøm af tekst og billeder.

Du er nødt til at holde fokus på din kanal. Da jeg først startede bytine.dk havde jeg en drøm, om at lave et kreativt univers med fokus på syning i rester. Og fortælle om min families hverdag med min mands PTSD-skade. Og lave formidling om bæredygtig hverdag. Og vise hvordan man får succes på de sociale medier. Nåh ja, og jeg havde også listet mit CV ind, som en aktiv del af min jobsøgning…!

Kan du se det? Det stikker i alt for mange retninger! Ingen ville kunne gennemskue om jeg snakker om PTSD, syning, bæredygtighed eller SoMe-marketing. Og det kvalte i virkeligheden min lyst til at lave nogle af delene. Jeg drømmer stadig om at sætte fokus på bæredygtig syning. Jeg råber af og til højt om den kamp jeg har kæmpet for min families skyld, da min mand blev syg. Jeg ævler stadig om bæredygtighed. Men jeg gør det på min private profil. Der hvor jeg er mig. Og så lægger jeg al min fokus på SoMe-marketing her, hvor det giver mening. De andre ting er vigtige, jovist, men lad os være ærlige; ingen af delene brænder helt vildt hos mig. Det gør SoMe-marketing!

En gang imellem må vi leve efter det gamle ordsprog ”kill your darlings”. Det er ikke rart, men det frigiver energi til det som virkelig betyder noget. Så kan du lægge billeder af din skønhedsbehandling, dit husbyggeri eller din gåtur med hunden på din private profil. Det er super vigtigt at holde snuden i sporet, for hvis du ikke gør det, så ved dine følgere ikke hvor de har dig. Hvis du viser at du tager på fisketur den ene dag, skærer i træ den anden og råber af dommerne til en ishockeykamp den tredje, og du er tømrermester, så ved kunderne ikke om du egentligt ér tømrer, eller om du i virkeligheden bare er en almindelig glad dansker som hygger sig på jobbet og nyder fritiden.

Og jo, du må gerne fejre at dit yndlingshold vinder guld – og vise at du er glad på din virksomhedsprofil. Særligt hvis du sponsorerer holdet, så skal du bruge det i din markedsføring. Men hvis du hele tiden trækker kunderne ind i dit private rum, frem for at pushe din business, så er du nødt til at skrue på indholdet.

Ud over at holde fokus på indholdet i din profil, skal du også lægge dig fast på et sprog. Både bogstaveligt, hvor du vælger om du henvender dig til danske, tyske eller engelske kunder (eller enhver anden nationalitet), men også i forhold til dine ordvalg. Se på, hvordan dine forbilleder henvender sig til deres følgere. Hvad med dine konkurrenter? Og hvordan gør de store nationale forretningskæder?

Dit sprogvalg skal følge dine opslag. Taler du direkte til modtageren, indirekte. Hvem sætter du i fokus, dig eller dem? Hvordan gør du det?

Konditoriet La Glace veksler mellem flere forskellige sprogbrug. På den informationsdrevne del af deres hjemmeside, er de indirekte og upersonlige. Det er en passiv viden, fakta om virksomheden. På salgssiden er de direkte, formelt personlige. Sproget henvender sig direkte til modtageren i ”De”-form. Det afspejler det historiske islæt, fra den snart 200 år gamle forretning. Kigger du ind på deres Instagramkonto, er sproget skiftet til de mere moderne direkte, uformelt personlige. Altså stadig direkte henvendt til modtageren, men nu i vores moderne tiltaleform. Det giver mening, fordi vi er på en moderne platform. Der er en tydelig rød tråd i indholdet i forhold til hvor du finder virksomheden.

Denne form for sammenhæng skal du også skabe. På Facebook taler du et sprog, på Instagram et andet og på din hjemmeside skaber du dit eget univers. Det vigtige er at du holder fokus – tal samme sprog på samme platform og sørg for at holde snuden i sporet, så har du størst mulig chance for at lykkes!

Eksekvering er din virksomhedskommunikations hovedpulsåre – undgå at få brug for førstehjælp!

Send mig en besked, så tager vi en uforpligtende snak!

Seneste indlæg

Kontakt mig

Din partner på de sociale medier

© byTine.dk 2022

Denne side bruger cookies. Ved fortsat brug, accepterer du at jeg anvender cookies til at optimere din oplevelse.