KÆMP, for alt hvad du har kært…

Det skulle tage mig over 6 år, en masse samarbejde, sindssyge afvisninger, anbefalinger på VETC om at få børnehaven til at lave bekymringsunderretning på mine børn, så kommunen skulle gøre noget og et møde med Forsvarsministeren, før der skete noget.

Bare rolig, skat, jeg skal nok gribe dig…

I disse dage går min bekymring primært på om min mands PTSD bryder ud i fuld skala. Sker det, skal jeg jonglere med hverdagen med 2 børn og 1 hund, og en mand der dårligt kan overskue at rejse sig fra sin seng. Alene. Sådan har det ikke været i flere år nu