Om at ”walk the talk” og træffe bæredygtige valg.

En af de ting jeg virkelig har fokus på i hverdagen, er vores forbrug. Det er strøm, vand og så videre. Det er madspild og ikke mindst er det at bruge ressourcerne bedst muligt. Uden at gå i dybden, skal det ikke være nogen hemmelighed at man ikke bliver rig af at være på dagpenge, som jeg er pt. Eller på SU som jeg var indtil i sommers. Men vi har aldrig savnet noget. Vores børn mangler ikke noget, og vi har råd til at købe junkfood et par gange om måneden. Alt i alt mangler vi ikke noget.

Men der er heller ingen tvivl om at jeg, og vi, heller ikke er hellige. Jeg prioriterer at smide en plastikbøtte til restaffald, frem for at bruge energi og ressourcer på at tømme den, hvis hverdagen går op i hat og briller. Vi bruger primært papirs natbleer til vores vådlægger, selvom vi pt. leger lidt med stofbleerne fra da børnene var små. Moderne stofbleer giver en anden følelse for barnet, og jeg bilder mig selv ind at der er forskel i mængden af urin. Og de ryger i maskinen sammen med håndklæderne, jeg vasker ikke ekstra ved at bruge dem.

Jeg køber to-go kaffe i engangskop, når jeg glemmer mit genbrugskrus, og flaskevand når jeg glemmer min vanddunk. Jeg er ikke perfekt. Det skal du heller ikke være. Jeg har netop siddet og håndsyet en bunke scrungees til Nordjysk Iværksættermarked d. 20. november på UCN, og halvdelen af dem er i nye materialer. Hvorfor? Fordi det er en stofmængde, som jeg ikke kan lave andet af. Alternativet var at smide stoffet ud. Det ønsker jeg ikke. En del af mit koncept er netop at bruge stofrester, så der er ikke noget forkert i det, men samtidig har jeg lidt dårlig samvittighed over at stille op til markedet med et produkt som er i helt nyt stof, når jeg brander mig på upcycling.

Alle scrungees lukkes af med en syning i hånden, for at sikre det pæneste resultat.

Drilsk mønsterkonstruktion

Min produktudvikling til barselspakken har varet længere end jeg havde forventet. Jeg havde en forventning om at jeg ret nemt kunne bikse et mønster sammen, men det viste sig at være sværere end ventet. Mit fabeldyr kommer ikke til at ligne det jeg har hæklet et utal af gange. Det er nok i virkeligheden helt okay, for det skal jo ikke nødvendigvis være ens. Nu har jeg efterhånden et grundmønster. Det skal testes og så skal jeg have sat en produktion i gang. Det er nogle af de hængepartier jeg har pt.

Jeg har endnu et mønster på vej, som jeg meget gerne vil have ud i løbet af kort tid. Men nu får vi se om det driller lige så meget som et andet. Jeg håber at kunne breake det her på siden, som gratis mønster frem til nytår, men det ved jeg meget mere om i næste uge.

Det med at gøre det man siger man gør, og have 100 bolde i luften. Det er lettere sagt end gjort, men i sidste ende bliver det rigtig godt. Jeg vil hellere bruge ekstra tid på at designe og udtænke tingene, end at forhaste mig og lave et produkt der ikke lever op til mine egne krav, når jeg køber mønster.

En balancegang

Samtidig skal jeg huske balancen mellem start-up, dagpengelivet og de dertilhørende krav, og ikke mindst min familie. Mine børn er typisk dem der er de største tidsrøvere. Og det skal de have lov til at være. Jeg opfylder kravene til at være på dagpenge, samtidig med at jeg bruge mest muligt tid på at arbejde, mens børnene er i skole og børnehave, men jeg prioriterer også at hente mine børn tidligt, fordi jeg har muligheden for det. Hvem ved, måske starter jeg i arbejde 1 times kørsel væk, så skal vi pludselig til at ekstra tidligt op om morgenen, den bette skal måske spise i børnehaven for at vi kan nå at aflevere dem begge inde vi skal være på arbejde, og det vil være op til far at sørge for at hente dem tidligt, så de ikke får alt for lange dage. Men det ved vi ikke. Lige nu kan vi, derfor gør vi.

Det er et bæredygtigt valg.

Del og følg mig her:

Syprojektet der drillede

Lørdag d. 9. marts var min mand og jeg til 30-års fødselsdag, temaet var 80er fest. Jeg er ikke specielt stor fan af det stigmatiserede 80er-look, så jeg brugte ret lang tid på at undersøge forskellige alternativer, hvis jeg skulle komme udklædt. Da jeg nåede til Jane Fonda-looket, efter at have været igennem mærkevare-bølgen, besluttede jeg, at så kunne jeg da sy en bodystocking, tage leggins på, sy benvarmere og svedbånd, og tage det på…

Jeg gik på pinterest og søgte, efter mønstre på bodystockings, og nåede at finde en smart måde at upcycle en t-shirt til en bodystocking. T-shirten havde jeg, og så tog jeg ellers et trussemønster og tegnede bunden op med. Toppen klippede jeg i frihånd. Og så stod jeg og kiggede lidt på den her trøje, som jeg nu havde slagtet. Og konstaterede, at det ville kræve sindssygt meget tilpasning, hvis jeg skulle bruge den som bodystocking. På det tidspunkt var det torsdag aften, og vi skulle køre fra Nordjylland senest fredag eftermiddag – og jeg skulle egentligt på skolen og pitche fredag morgen. Tid var ikke det jeg havde mest af, så der skulle alternative løsninger på bordet.

Bodystocking-look med udgangspunkt i en almindelig t-shirt.

Alternative løsninger

Som erstatning for 80er-looket, besluttede jeg derfor at sy en almindelig t-shirt med teksten ”80s went out of style 30 years ago”. Teksten skulle applikeres, og så skulle der applikeres klassiske 80er symboler, herunder selvfølgelig en bodystocking. Teksten lavede jeg i word, printede og syede på. Jeg valgte den lette løsning; at sy direkte igennem papir, så det kostede en nål, og bagefter skulle papiret pilles af trøjen. Fordelen ved at sy igennem papiret er, at det perforeres, og relativt let kan løsnes. Alligevel lykkedes det mig at få klippet hul imellem 2 bogstaver. Pyt. Det kan dækkes, når der alligevel skal sys stof på bagsiden. Da alt papiret var fjernet (og jeg havde fejet gulvet), valgte jeg at dele hvert bogstav op, så de fik forskellige farver, holdt i de der pangfarver vi kender fra 1980erne. Selve teknikken har jeg prøvet før, da jeg syede en fræk trøje til min søn i efteråret. Dengang brugte jeg dog et helt stykke stof bag bogstaverne.

80erne gik af mode for 30 år siden – Løvens Hule går ikke af mode.

Stykkerne jeg havde klippet til min egen trøje, var i mange forskellige størrelser og det betød at da jeg begyndte at sy dem fast, ramte jeg af og til ikke stoffet, eller fik foldet det så det ikke sad fast, men blev fastgjort omkring sig selv. Alt i alt et klassisk tegn på at jeg ikke havde gjort mig umage da jeg klippede tern og da jeg syede dem fast. Efter at have syet om og om igen et par gange, nåede jeg endelig til at kunne klippe bogstaverne ud på forsiden. Og så skete det, som bare ikke måtte ske lige dér…

Jeg klippede hul i stoffet flere gange – her mellem 2 bogstaver, da jeg skulle fjerne papiret som bogstaverne stod på.

Jeg klippede hul i stoffet. Igen. Da havde klokken rundet middag, fredag, jeg havde meldt fra til fredagspitch og jeg havde stadig ikke pakket, hverken til mig selv eller vores børn, som skulle på weekend hos mormor og morfar. Jeg var, med andre ord, presset. Jeg havde nemlig heller ikke klippet rygstykket endnu, eller gjort klar til noget som helst andet end forstykket.

Panikløsningen

Derfor valgte jeg nu at lægge forstykket på trøjen til side. Skulle jeg have nyt tøj på, måtte jeg i gang med min go-to løsning. Kjolen, jeg nærmest kan sy i søvne, fordi den er så let at sy, og fordi det er et fantastisk mønster. Det tog mig lige nøjagtigt 5 min at vælge stof (denimlook-stretchjersey) og lommer, og så gik jeg ellers i krig med at få for og bagstykke tegnet op, syet lommer på, syet kant på ærmegab og bund – bunden drillede også tosset meget, og jeg var lige ved at opgive igen. Jeg overvejede også at tage kjolen med og lægge den op i hånden på vejen, men jeg valgte at gøre arbejdet færdig hjemme, så jeg kunne slappe af i bilen. I mellemtiden havde jeg taget en puster, hvor jeg fik pakket, jeg havde stukket hovedet i køkkenet, hvor min mand arbejdede på kagen, og jeg havde rundet haven med vores hund.

Go-to kjolen ligger klar til at blive klippet op.

Så snart jeg var færdig, hoppede jeg i noget mennesketøj (fordelen ved at arbejde hjemmefra er at man kan gøre det i nattøj 😉), vi fik pakket bil og så afsted til min mands forældre med hunden, mine forældre hentede børnene i børnehave. Turen gik til Odense.

Afsted til Odense – smile var der vist ikke overskud til, lige der 😉

En sæk kartofler og en købekjole

Vel ankommet til Odense tog jeg et nærmere kig på min panikløsning. Det føltes ligesom ikke rigtigt, jeg synes kjolen bar for tydeligt præg af at være hastet igennem, og jeg var faktisk ikke tilfreds med resultatet. Min veninde og jeg skulle alligevel ud og handle nogle småting vi manglede til festen, og jeg meddelte min mand, at hvis jeg fandt en kjole i Føtex, så købte jeg den nok. Og det gjorde jeg. Jeg ved ikke om jeg følte mig bedre tilpas i min nye købekjole, men det var i det mindste ikke mig selv der havde syet den.

Jeg blev i øvrigt rystet over at se, at meget af det tøj de havde i Føtex, lignede det tøj jeg havde fundet, da jeg googlede 80er moden… Fik jeg sagt, at jeg synes 80er moden var gyselig?

Nåh, men løsningen blev, at jeg fravalgte at føle mig som en sæk kartofler i min hjemmesyede kjole og tog til 80er fest i en 2019-kjole fra Føtex. Og så skal go-to kjolen have ny oplægning, tilrettes lidt hist og her, og ikke mindst have applikeret nogle detaljer, så bliver den super fin. T-shirten bliver det første jeg gør færdig – jeg er helt vild med det resultat der dukker op, når jeg begynder at afsløre bogstaverne.

Jeg vil løbende dokumentere og vise jer hvordan trøjen blev til, hvilke fejl jeg lavede og hvordan jeg rettede fejlene. På Instagram kan I følge med i trøjens udvikling, og når den er færdig, samler jeg arbejdet under emnet ”stof” her på siden.

Mønstrene jeg har brugt til t-shirt og go-to kjolen er t-shirt og Every day dress fra Made by Runi.

Del og følg mig her: