Om at ”walk the talk” og træffe bæredygtige valg.

En af de ting jeg virkelig har fokus på i hverdagen, er vores forbrug. Det er strøm, vand og så videre. Det er madspild og ikke mindst er det at bruge ressourcerne bedst muligt. Uden at gå i dybden, skal det ikke være nogen hemmelighed at man ikke bliver rig af at være på dagpenge, som jeg er pt. Eller på SU som jeg var indtil i sommers. Men vi har aldrig savnet noget. Vores børn mangler ikke noget, og vi har råd til at købe junkfood et par gange om måneden. Alt i alt mangler vi ikke noget.

Men der er heller ingen tvivl om at jeg, og vi, heller ikke er hellige. Jeg prioriterer at smide en plastikbøtte til restaffald, frem for at bruge energi og ressourcer på at tømme den, hvis hverdagen går op i hat og briller. Vi bruger primært papirs natbleer til vores vådlægger, selvom vi pt. leger lidt med stofbleerne fra da børnene var små. Moderne stofbleer giver en anden følelse for barnet, og jeg bilder mig selv ind at der er forskel i mængden af urin. Og de ryger i maskinen sammen med håndklæderne, jeg vasker ikke ekstra ved at bruge dem.

Jeg køber to-go kaffe i engangskop, når jeg glemmer mit genbrugskrus, og flaskevand når jeg glemmer min vanddunk. Jeg er ikke perfekt. Det skal du heller ikke være. Jeg har netop siddet og håndsyet en bunke scrungees til Nordjysk Iværksættermarked d. 20. november på UCN, og halvdelen af dem er i nye materialer. Hvorfor? Fordi det er en stofmængde, som jeg ikke kan lave andet af. Alternativet var at smide stoffet ud. Det ønsker jeg ikke. En del af mit koncept er netop at bruge stofrester, så der er ikke noget forkert i det, men samtidig har jeg lidt dårlig samvittighed over at stille op til markedet med et produkt som er i helt nyt stof, når jeg brander mig på upcycling.

Alle scrungees lukkes af med en syning i hånden, for at sikre det pæneste resultat.

Drilsk mønsterkonstruktion

Min produktudvikling til barselspakken har varet længere end jeg havde forventet. Jeg havde en forventning om at jeg ret nemt kunne bikse et mønster sammen, men det viste sig at være sværere end ventet. Mit fabeldyr kommer ikke til at ligne det jeg har hæklet et utal af gange. Det er nok i virkeligheden helt okay, for det skal jo ikke nødvendigvis være ens. Nu har jeg efterhånden et grundmønster. Det skal testes og så skal jeg have sat en produktion i gang. Det er nogle af de hængepartier jeg har pt.

Jeg har endnu et mønster på vej, som jeg meget gerne vil have ud i løbet af kort tid. Men nu får vi se om det driller lige så meget som et andet. Jeg håber at kunne breake det her på siden, som gratis mønster frem til nytår, men det ved jeg meget mere om i næste uge.

Det med at gøre det man siger man gør, og have 100 bolde i luften. Det er lettere sagt end gjort, men i sidste ende bliver det rigtig godt. Jeg vil hellere bruge ekstra tid på at designe og udtænke tingene, end at forhaste mig og lave et produkt der ikke lever op til mine egne krav, når jeg køber mønster.

En balancegang

Samtidig skal jeg huske balancen mellem start-up, dagpengelivet og de dertilhørende krav, og ikke mindst min familie. Mine børn er typisk dem der er de største tidsrøvere. Og det skal de have lov til at være. Jeg opfylder kravene til at være på dagpenge, samtidig med at jeg bruge mest muligt tid på at arbejde, mens børnene er i skole og børnehave, men jeg prioriterer også at hente mine børn tidligt, fordi jeg har muligheden for det. Hvem ved, måske starter jeg i arbejde 1 times kørsel væk, så skal vi pludselig til at ekstra tidligt op om morgenen, den bette skal måske spise i børnehaven for at vi kan nå at aflevere dem begge inde vi skal være på arbejde, og det vil være op til far at sørge for at hente dem tidligt, så de ikke får alt for lange dage. Men det ved vi ikke. Lige nu kan vi, derfor gør vi.

Det er et bæredygtigt valg.

Del og følg mig her:

Det er så nemt at smide i skraldespanden…

Sådan tror jeg de fleste har tænkt, når de har stået og kigget på køkkenrullen, madpapiret, stanniolet eller yoghurtbøtterne i portionsanretninger.

For nyligt hørte jeg Morten Elsøe læse et blogindlæg op, i podcasten ”Detox din hjerne”. Blogindlægget handler om at man har fundet årsagen til fedme. Virkelig interessant og egentligt ganske logisk; årsagen til fedme er at der er så mange lettilgængelige kalorier.

Men hvad så med årsagen til overforbrug? Det her bliver ret uvidenskabeligt – jeg har ikke lavet store tilbundsgående undersøgelser, og ret mig gerne, hvis jeg skyder ved siden af her. Måske er årsagen til det her overforbrug og den ikke-bæredygtige livsstil netop at det er nemt. Det er nemt at købe den portionsanrettede yoghurt til 5.95 kr. Så smider barnet bare emballagen ud, når maden er spist. Ingen arbejde. Mere overskud. Eller hvad?

Måske har barnet endda en engangsplastikske med. Eller, gør man stadig det?

I forbindelse med at jeg skulle forsvare min bachelor var jeg så heldig at få lov til at rode i affaldet fra min datters førskole. Jeg har delt nogle af resultaterne på instagram, men lad os lige tage dem en gang til, for Prins Knud og alle os andre…

Den samlede affaldsmængde, sorteret i de forskellige fraktioner

Der var 61 børn fordelt på tre klasser. De havde hver 3 madpakker med i skole, altså 183 madpakker.

Madpakker fra den ene førskoleklasse. Mange forældre vælger at putte fryse- eller lynlåsposer omkring deres børns madpakker.

I alt genererede de 61 børn 6629 gram affald. Altså 6,6 kilo affald på en dag. Det er mere end et kilo affald pr. barn. Deriblandt var papir, som tydeligvis var brugt til at tørre et bord af med, og andet småaffald som vi kan forvente i den mindste årgang. Der var en stor mængde engangsplastik, men det går jeg ind i, i et andet indlæg.

Og så var der uspist mad. Faktisk var over halvdelen af den samlede affaldsmængde uspist mad. 3732 gram uspist mad. Altså 3,7 kilo. Mad som ikke var spist eller åbnet. Mad, som kunne have været spist næste dag. Mad, som man kunne have ladet være med at sende med, ladet være med at købe. Som barnet måske ikke kunne lide? Har du lært dit barn at tage sin uspiste mad med hjem eller handler du i blinde, i god tro?

Og så de der super nemme yoghurter til 5.95 kr., som poden lige kan smide i skraldespanden, når de er spist…

Mængden af uspist mad indeholdt bl.a. uåbnede yoghurter, som var smidt direkte i skraldespanden.

Alene ud fra et økonomisk synspunkt er det ikke bæredygtigt at sende en yoghurt til 5.95 kr. med, som bare ryger direkte i skraldespanden. En almindelig et-liter Yoggi koster mellem 15,95 kr. og 17,95 kr., alt efter hvor man handler. Der er 1,5 dl. i de her bægere. Hvis vi antager at barnet har en af de her Yoggi-bægere med hver dag, er det 5 bægere pr. uge, hvilket giver en mængde på 7,5 dl. til 44,63 kr. Det er 2,49 gange så meget som en liter koster. Man kan altså købe 2,5 liter yoghurt af samme mærke, hvis man køber dem i literkartoner frem for i bægere.

Det er økonomisk bæredygtigt.

Det eneste det kræver er en bøtte med tætsluttende låg. Jeg bruger selv Philips Avent-bøtterne. Altså dem jeg brugte til modermælk da børnene var babyer. Sistema laver også bøtter med tætsluttende låg, og det gør Tupperware også. Det handler om at finde de bøtter der passer bedst til ens temperament.

Men det ér mere besværligt. For det første kræver det hjerneaktivitet af både børn og voksne, at huske at få de der bøtter med hjem – og ind fra bilen – og op af skoletaskerne. OG i opvaskemaskinen. Og i sidste ende tager det måske 5 minutter ekstra, og så kan man med fordel inddrage børnene i det. Giv dem et ansvar. Ja, min datter synes jeg er træls når hun ikke bare kan lave perler når hun kommer hjem, men på sigt giver det gode vaner, både hos børnene og os selv.

Økonomien vinder, og det gør klimaet også.

Næste gang du står i supermarkedet, så tænk lige over, om du handler ud fra ”det er så nemt at smide i skraldespanden” eller om du i bund og grund kunne bruge 2 min ekstra i køkkenet, og spare på både Co2-aftryk og husholdningsbudget.

Del og følg mig her:

Plastik om grøntsager og hvordan det både er godt og skidt

Når jeg handler i vores lokale brugs (eller den nærmeste Kvickly inde i Nørresundby) står jeg i et (for nogle) klassisk dilemma i grøntafdelingen; økologisk frugt og grønt i plastik eller konventionel frugt og grønt uden plastik.

Typisk vælger jeg en blanding, alt efter hvor meget jeg skal have og hvor meget det er pakket ind. Alene det faktum, at man ikke kan differentiere et spidskål ud fra om det er konventionelt eller økologisk, og prisen er forskellig, gør at man er nødt til at ”mærke” den ene vare. Så langt, så godt. Det kan frustrere mig usandsynligt meget, at jeg skal betale ekstra for at undgå pesticider i mine fødevarer, men det kan frustrere mig endnu mere, at jeg så får plastik omkring varen som medgift.

Jeg har undersøgt Coops emballagestrategi, og den er som sådan fin. Jeg kunne blot ønske mig, at man lige tog et kig på sine produkter, og holdt op med at pakke ting ind i plastik, under det påskud, at så holder de bedre. Det er så snedigt indrettet, at naturen pakker ting ind i en uspiselig skal, hvis der er grund til det. Det er f.eks. æg, kokosnødder, bananer og nødder. Men så behøver de altså ikke få en ekstra indpakning i form af en plastikpose. Det er selvfølgelig praktisk nok, at æggene kommer i bakker, ellers får man sikkert æggekage i posen, på vej hjem.

Det provokerer mig, i sig selv, at Coops overskrift på siden med deres emballagestrategi er ”Det er svært at slå naturens emballage… Men vi gør vores bedste”. Hvorfor? Ifølge Coop er det fordi der er mindre spild under transporten. Jeg har ikke selv undersøgt den påstand, men kunne man så ikke argumentere for, at man skal ændre på transportformen, frem for at proppe plastik omkring maden?

Jeg er generelt rigtig stor fan af Coop, bl.a. fordi jeg har mulighed for at spare et lille beløb op, når jeg handler hos dem, så længe jeg husker at registrere mit kort. Det har reddet os et par gange, hvor vi af forskellige årsager har manglet et par hundrede kroner sidst på måneden, og vi manglede mælk til børnenes morgenmad, eller noget til aftensmaden. Det har også reddet mig, når jeg er kommet afsted uden mine kort, fordi børnene har leget ”tøm mors pung” om morgenen. Det er i bund og grund en rigtig god ordning. Men jeg er ikke fan af indpakning for indpakningens skyld.

Er det altid skidt at pakke grøntsagerne ind i plastik?

Det nemme svar er nej. For der er selvfølgelig grøntsager som bare har det bedre i en indpakning, enten for at undgå at de udtørre eller smatter ud. Men det er typisk grøntsager som ikke har deres egen indpakning. Svampe er det bedste eksempel på en grøntsag som trives bedst i et mørkt og let fugtigt miljø. Og inden mine NAKU-kolleger jagter mig med høtyve, så skal jeg selvfølgelig huske at nævne at svampe ikke er en grøntsag, men en svamp. Det havde I aldrig gættet, vel…?

Altså den mørke og let fugtige indpakning kunne være klaret på andre måder, men når nu man skal pakke det ind i plastik, så synes jeg faktisk at løsningen med den hårde plastikbakke er ganske fin.

Nu sidder du måske og tænker ”jamen du har jo lige skrevet, at det er unødvendigt”, og ja, det har jeg. Men der er en mening med galskaben. For når nu producenterne insisterer på at proppe plastik omkring madvaren, så er det da fantastisk at de vælger en emballageform, som jeg kan bruge fornuftigt hjemme i min vindueskarm bagefter.

Plastikbakkerne fra champignoner, vindruer og Brugsens færdigretter (som aldrig smager af noget, men er sindssygt let i en snæver vending) er eminente til at forspire i. De bliver til små drivhuse i min vindueskarm, det er her jeg kan forspire forskellige grøntsager, som senere skal plantes ud i mine højbede. Altså de der højbede, som min mand lovede mig sidste år, men som ikke er bygget endnu… Jeg lover at der kommer en to-do af hvordan vi laver højbede af gamle paller. Træet fra det gamle højbed var for skadet til genanvendelse, derfor bruger vi noget andet træ, men det hører I mere om i et senere indlæg.

Min baghave er pt. en “kirkegård” for en gammel tremmeseng, som senest har fungeret som hundekurv og pallerne til højbede. Børnenes badebassin, som rent faktisk har større overlevelseschancer sådan, end i garagen, og alt det vi ikke prioriterede i efteråret. Det er et trist syn, men det bliver godt når det bliver lavet.

Tilbage til vindueskarmen. Det er ret let, og i løbet af de næste par uger går jeg i gang med at gøre klar til vores haveår (jeg har erfaret at jeg med fordel kan vente til april med at forspire, derfor er jeg lidt bagud). Når jeg skal i gang, slås jeg lidt med husets 4årige om paprullerne fra køkkenrulle og toiletpapir. Sønnen mener at han skal bruge dem til kikkerter, jeg mener jeg skal bruge dem til at forspire i. Nogle gange er husets 5årige også med i kampen, når hun skal lave rullinger…. Lykkes det ikke at sikre mig toiletruller, har jeg nogle tørvebakker i reserve i garagen, og ellers kan jeg med fordel bruge en æggebakke. Jeg kan også vælge at lægge jorden direkte i plastikbakken og forspire deri. Ideen er at når jeg har lagt mine spirer, så lægger jeg det gennemsigtige låg på og stiller spirerne frem i vindueskarmen. Jeg har et stort sydvendt vinduesparti i stuen, og det er typisk her jeg har mine spirer til at stå og de får endda lov til at overleve trods nysgerrige unger OG hund.

Forspiring og genplantning uden plastik

Jeg satser på at komme i gang med at forspire i den kommende weekend, det er ikke noget der tager flere timer, til gengæld giver det glæde i lang tid bagefter.

Faktisk har jeg tyvstartet lidt i mit køkkenvindue, med nogle frø fra en snackpeber (tror jeg nok) og 4 rosenkålbunde. De sidste er de sjoveste, men inden jeg fortæller om dem, skal vi lige tilbage til plastikken omkring grøntsagerne…

Jeg handler, i udgangspunktet, ind en gang om ugen, jeg følger en madplan og jeg foodprepper. Det første jeg gør, når jeg kommer hjem med mine varer, er altså at pakke ud, fuldstændig som alle andre. Men jeg fjerner også alt plastikken. Min plastiksorteringsspand er ved at brække sig, og jeg burde have en der er større. Vidste du at rosenkål ikke vokser enkeltvis, men på en stok? Nej? For de kommer jo altid i en pose, ikke. Det giver mening, når de er frosne, men det giver godt nok ikke mening, når de er friske. Jeg pakker altså alle mine grøntsager ud af plastikburet, også rosenkålene. Ironisk nok vælger jeg at lægge dem i en plastikbakke fra Ikea, på mit køkkenbord (de burde stå på køl, men der var ikke plads). Det her skete en fredag eftermiddag, og jeg havde trætte børn, foodpreppede (mere om det i et senere indlæg) til den kommende uge og lavede aftensmad. Der var knald på og jeg glemte alt om de her rosenkål igen. Nu er jeg en af de typer mennesker der husker ca. lige så godt som en guldfisk, hvad angår arbejdshukommelsen, og som en elefant, hvad angår alt andet, så jeg glemte alt om de her rosenkål igen. Af forskellige årsager blev vores madplan forskudt i den omtalte uge, og søndagen efter (dvs. 10 dage senere) stod jeg med nogle noget slatne rosenkål til en lynhurtig ret fra madplanen, som egentligt skulle have været brugt om fredagen.

Da jeg stod og rensede de her slatne rosenkål, opdagede jeg at nogle af kålene havde slået rod. Og så blev min nysgerrighed vækket. Gad vide, om man kan plante dem. Så det gjorde jeg.

Bunden af rosenkålen havde slået rod, så den skal selvfølgelig have chancen for at leve videre.

Jeg har en potte jord stående i køkkenet, egentligt er det fra en sammenplantning jeg har skilt ad og omplantet, og jeg har glemt at stille jorden ud i garagen, men det var jo ganske praktisk lige der. Jeg havde også en lysestage jeg havde købt i en genbrugsbutik, som ikke skulle leve videre som lysestage, så den fyldte jeg op med jord og satte kålene ovenpå. Og så vandede jeg dem. I skrivende stund er de 3 af de 4 planter godt på vej til at vokse videre. Den 4. plante kommer også, men det går lidt langsommere – den ene havde noget mindre rødder end de andre. Og så skulle det gå hurtigt i sidste uge, så der ligger en lille håndfuld frø fra peberfrugter i samme jord og hygger sig. Der er ingen der siger, at man kun kan forspire en slags grønt i den samme jord.

Rosenkålene lever i bedste velgående i køkkenvinduet, side om side med frøene af en snackpeber

Overblik over upcycling i indlægget

I det her indlæg har jeg brugt upcycling i følgende elementer:

  • Plastikbakker fra svampe eller vindruer som mini-drivhuse
  • Papruller fra toilet- eller køkkenruller og æggebakker til forspiringsbakker
  • Frø fra peberfrugter til forspiring
  • Rodslåede rosenkålbunde til genplantning
  • Lysestage fra genbrugsen til forspirings-/genplantningsbakke
  • Jord fra sammenplantning til forspiring/genplantning

Plastikken affaldssorteres efter brug, og bliver til nye plastikprodukter i fremtiden.

Pssst… Jeg har faktisk også 2 rynkede kartofler, fyldt med spirer, liggende i et af køkkenvinduerne. Den gamle kartoffelspand skal tømmes og så skal de sættes ud i drivhuset, indtil vejret bliver bedre og de kan stå i fri luft.

Indlægget er ikke sponsoreret

Del og følg mig her: