Bare rolig, skat, jeg skal nok gribe dig...

I en perfekt verden ville du sætte dig til at læse noget om mit barn, som hænger på hovedet på cirkuspladsen ved Cirkus Summarum. Vores sommerferie har nemlig været relativt normal. Men det er det ikke. For når jeg griber, griber jeg ikke kun mine børn, men også min mand – og mig selv!

De sidste par dage har jeg hørt ”hvordan har Carsten det” i forskellige variationer, fra folk omkring os. Da vi deltog i P4 Nordjyllands eftermiddagsradio i går, spurgte journalisten også lidt ind til det. Men alt i alt er fokus enten på alle de mennesker der sidder i Afghanistan, eller på min mand – og det er mit egentligt også!

 

Jeg har forsøgt at følge med i udviklingen i Afghanistan, siden i søndags. Men jeg er også nået til et punkt, hvor jeg virkelig ikke kan rumme mere. Det virker som om virkeligheden er forældet, før de kan nå at fortælle det i nyhederne. Det føles som om vi asfalterer mens vi kører. Jeg savner at der er nogen der lige råber STOP, trækker vejret og danner sig et overblik. Ikke så meget over det aktuelle kaos i Afghanistan, jeg tænker der er nogle dernede der også godt kunne tænke sig en pauseknap lige nu, men over nyhedsstrømmen. Alene det indlæg jeg sidder og skriver nu, er et bevis på det. Jeg skrev det egentligt for 2 dage siden, men der er simpelthen sket så meget siden, at de ord nu ikke rigtigt giver mening mere.

Jeg kan se, og mærke, hvordan det påvirker veteranerne og deres familier, når der går hønsegård i mediebilledet. Og mens det sker og der kastes med mudder på tværs af skyttegrave, griber jeg lige min mand så jeg kun skal gribe denne ene gang.

I disse dage er jeg ikke bange for krig, bekymret for kvinderne i Afghanistan eller synderligt nervøs for om skolen ringer og siger at min søn er drattet ned af et klatrestativ (det skulle ikke undre nogle, hvis han gjorde det).

I disse dage går min bekymring primært på om min mands PTSD bryder ud i fuld skala. Sker det, skal jeg jonglere med hverdagen med 2 børn og 1 hund, og en mand der dårligt kan overskue at rejse sig fra sin seng. Alene. Sådan har det ikke været i flere år nu, vi kan alle have en offday, men det tager jeg ikke som noget ekstraordinært. Vælter han, har jeg efterhånden udviklet et system til at få det til at lykkes. Det inkluderer bl.a. en forfærdelig masse skærmtid til vores børn, vel vidende at det er lige så godt som at pisse i bukserne. Det inkluderer også fællesputning i soveværelset med deraf følgende flytning af sovende børn (og de bliver altså tungere og tungere). Og så hedder det nem aftensmad. Det kan f.eks. være junkfood, toast eller havregryn. Og så indebærer det at jeg sætter tid af, til at lytte hvis/når han er klar til at tale. Typisk først efter kl. 22.30 (hvorfor dog være klar før sengetid…). Og så at ringe til min MOAR for at få en akut børnepause!

Det er worst case scenario, og det sætter min hjerne på overarbejde at jeg er nødt til at have en backup-plan. Men der er ikke noget der tyder på, at det kommer til at ske, heldigvis.

I skrivende stund er han taget med vores datter til psykolog. Når de kommer hjem forventer jeg at både mand og barn er trætte. Heldigvis mærker vi ingen reaktioner hos børnene lige nu, for det kunne sagtens ske – de der små mennesker er sindssygt dygtige til at opdage, når der er ugler i mosen.

Men vi sover dårligere. Begge to. Og faktisk også vores datter. Hun er kommet ind til os de sidste par nætter, efter vi er gået i seng. Det er et tidligt tegn på reaktion, men det kan faktisk være nok, at vi ved det.

P4-værten sagde i går ”du er så erfaren med din sygdom, at du ved hvad du skal gøre”. Og det er jeg også.

Så hvis Carsten, eller en af børnene falder, så griber jeg. Og når jeg har grebet, råber jeg om støtte hos Faktor 8, og når de væltede har genfundet balancen, griber jeg min telefon og taster 72 81 97 00 og får en snak med en psykolog hos VeteranCenteret.

Del og følg mig her:

Denne side bruger cookies. Ved fortsat brug, accepterer du at jeg anvender cookies til at optimere din oplevelse.