Om at ”walk the talk” og træffe bæredygtige valg.

En af de ting jeg virkelig har fokus på i hverdagen, er vores forbrug. Det er strøm, vand og så videre. Det er madspild og ikke mindst er det at bruge ressourcerne bedst muligt. Uden at gå i dybden, skal det ikke være nogen hemmelighed at man ikke bliver rig af at være på dagpenge, som jeg er pt. Eller på SU som jeg var indtil i sommers. Men vi har aldrig savnet noget. Vores børn mangler ikke noget, og vi har råd til at købe junkfood et par gange om måneden. Alt i alt mangler vi ikke noget.

Men der er heller ingen tvivl om at jeg, og vi, heller ikke er hellige. Jeg prioriterer at smide en plastikbøtte til restaffald, frem for at bruge energi og ressourcer på at tømme den, hvis hverdagen går op i hat og briller. Vi bruger primært papirs natbleer til vores vådlægger, selvom vi pt. leger lidt med stofbleerne fra da børnene var små. Moderne stofbleer giver en anden følelse for barnet, og jeg bilder mig selv ind at der er forskel i mængden af urin. Og de ryger i maskinen sammen med håndklæderne, jeg vasker ikke ekstra ved at bruge dem.

Jeg køber to-go kaffe i engangskop, når jeg glemmer mit genbrugskrus, og flaskevand når jeg glemmer min vanddunk. Jeg er ikke perfekt. Det skal du heller ikke være. Jeg har netop siddet og håndsyet en bunke scrungees til Nordjysk Iværksættermarked d. 20. november på UCN, og halvdelen af dem er i nye materialer. Hvorfor? Fordi det er en stofmængde, som jeg ikke kan lave andet af. Alternativet var at smide stoffet ud. Det ønsker jeg ikke. En del af mit koncept er netop at bruge stofrester, så der er ikke noget forkert i det, men samtidig har jeg lidt dårlig samvittighed over at stille op til markedet med et produkt som er i helt nyt stof, når jeg brander mig på upcycling.

Alle scrungees lukkes af med en syning i hånden, for at sikre det pæneste resultat.

Drilsk mønsterkonstruktion

Min produktudvikling til barselspakken har varet længere end jeg havde forventet. Jeg havde en forventning om at jeg ret nemt kunne bikse et mønster sammen, men det viste sig at være sværere end ventet. Mit fabeldyr kommer ikke til at ligne det jeg har hæklet et utal af gange. Det er nok i virkeligheden helt okay, for det skal jo ikke nødvendigvis være ens. Nu har jeg efterhånden et grundmønster. Det skal testes og så skal jeg have sat en produktion i gang. Det er nogle af de hængepartier jeg har pt.

Jeg har endnu et mønster på vej, som jeg meget gerne vil have ud i løbet af kort tid. Men nu får vi se om det driller lige så meget som et andet. Jeg håber at kunne breake det her på siden, som gratis mønster frem til nytår, men det ved jeg meget mere om i næste uge.

Det med at gøre det man siger man gør, og have 100 bolde i luften. Det er lettere sagt end gjort, men i sidste ende bliver det rigtig godt. Jeg vil hellere bruge ekstra tid på at designe og udtænke tingene, end at forhaste mig og lave et produkt der ikke lever op til mine egne krav, når jeg køber mønster.

En balancegang

Samtidig skal jeg huske balancen mellem start-up, dagpengelivet og de dertilhørende krav, og ikke mindst min familie. Mine børn er typisk dem der er de største tidsrøvere. Og det skal de have lov til at være. Jeg opfylder kravene til at være på dagpenge, samtidig med at jeg bruge mest muligt tid på at arbejde, mens børnene er i skole og børnehave, men jeg prioriterer også at hente mine børn tidligt, fordi jeg har muligheden for det. Hvem ved, måske starter jeg i arbejde 1 times kørsel væk, så skal vi pludselig til at ekstra tidligt op om morgenen, den bette skal måske spise i børnehaven for at vi kan nå at aflevere dem begge inde vi skal være på arbejde, og det vil være op til far at sørge for at hente dem tidligt, så de ikke får alt for lange dage. Men det ved vi ikke. Lige nu kan vi, derfor gør vi.

Det er et bæredygtigt valg.

Del og følg mig her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *