Tilbage til hverdagen!

Endelig er jeg tilbage, efter en hård bachelorperiode og en skøn sommer. Selvom jeg ikke selv har haft ferie, har jeg nydt at have børnene hjemme fra SFO og børnehave. Der skete en masse ting i min familie op til og efter min eksamen, så jeg valgte at fokusere min energi der, frem for blog og virksomhed.

Bæredygtighed er mere end klima

Formålet med bloggen er inspiration til en bæredygtig hverdag. Hver dag. Jeg er tit blevet spurgt om, hvad bæredygtighed er. Nogle er dødtrætte af at høre ordet. Og måske er det udvandet, så kan du komme på et bedre ord, som rummer de samme kvaliteter, hører jeg det gerne.

Men hvad er en bæredygtig hverdag så, for mig? Først og fremmest er det en hverdag hvor vi gør det som gør os glade. Det lyder måske som en kliche, men klicheen er ikke slidt op. Det handler om at have det godt. Det er jo i bund og grund også bagtanken omkring det klimamæssige; at vores natur har det godt. Fysisk og psykisk trivsel er altafgørende for om vi trives. Derfor traf vi også en stærk beslutning da skoleåret sluttede i juni. Vi meldte vores datter ud af det kommunale skoletilbud og ind på en friskole. Det handlede om trivsel. Egentligt stortrivedes hun i sin klasse og hun er super vellidt. Men hun havde det simpelthen så dårligt lige så snart de fik fri fra skole – SFOen var for stor. Normeringen var for ringe. Hun begyndte at reagere på skiftet, ikke bare på savnet til den børnehave som hun var glad for at være i, men på hele situationen. Hun ville ikke afsted om morgenen. Jeg husker det alt for godt. Den der følelse i maven når man vågner. Uroen og utrygheden. Vi havde for længst besluttet at folkeskolen skulle have en chance, men i det sekund vi så tegn på mistrivsel ville vi handle. Vores børn skal have en god oplevelse af deres skoletid. Derfor lod vi hende tage førskolen ud. Vi forsøgte at tale med hendes pædagog i klassen, med de andre voksne, men selv den mest forstående pædagog kan ikke splitte sig selv op i flere. Hun kan ikke trylle flere voksne frem. Og det var dét der blev det springende punkt. Vores pige, der er en af dem der trækker sig ind i sig selv offentligt, og vælter ud i hovedet på os hvis hun ikke trives, savnede trygheden ved de voksne. Så vi traf den eneste rigtige beslutning. Vi lavede aftale med to lokale friskoler og besøgte den første. Da vi kom hjem, kiggede vores datter på os og sagde ”jeg vil gerne gå der. Jeg behøver ikke besøge den anden!”, og sådan blev det.

Inspiration på flere niveauer

I løbet af sommeren har jeg undersøgt nogle ting og jeg er pt. i en researchfase. Jeg en del inspiration på amerikanske blogs og i gammel litteratur. Jeg undersøger det amerikanerne kalder for ”homesteading” og for de blogs der beskriver hvordan man udnyttede sine ressourcer ”in grandmas time”. Det er min plan at jeg kommer til at afprøve, undersøge og udgive de ting der giver mening i forhold til danske forhold. Derudover henter jeg inspiration i hverdagen. Hvordan tilpasser jeg mig i hverdagen til en situation, hvor jeg gerne vil bruge så meget som muligt af de ressourcer jeg har til rådighed. Her kommer den gamle litteratur ind i billedet. Selvom det ikke er alt der var bedre i gamle dage, så kan vi lære meget af at læse om, hvordan man udnyttede ressourcerne f.eks. under de forskellige krige og kriser.

I støbeskeen

Og så skal vi selvfølgelig ikke glemme det vigtigste. Affaldsfri madpakker og tøjaffald. Herhjemme klør vi stadig på med mellemlægsstykker og næsten ingen affald i madpakken. Det samme kan ikke helt siges om den øvrige husholdning. Haven bærer præg af at jeg har været begravet i bachelor hele foråret. Der er lige præcis ingenting at komme efter. Der er godt nok både agurkeplanter og tomatplanter, men de har ikke fået den kærlighed de skulle have, så afkastet er derefter. Højbedene er endnu ikke bygget færdige og i bund og grund ligner det lidt en byggeplads derude.

Det samme gør sig gældende med syværelset. I alt 5 ugers ferie til vores 2 børn har holdt mig ude af syværelset – bl.a. fordi vi har brugt en masse tid på nærværende oplevelser i lokalområdet i ferien. Og så er jeg rendt ind i et forstuvet knæ, som betød at jeg ikke kunne betjene pedalen på symaskinen i over 2 uger. Det bliver der lavet om på nu. Jeg har flere ting i støbeskeen, og kommer bl.a. med en prototype på en barselspakke indenfor de næste par måneder. Så snart den er færdigudviklet bliver det muligt at bestille tre forskellige udgaver af pakken, alt efter ønsker og behov. Tanken bag barselspakken er bl.a. at der er taget udgangspunkt i gammelt tøj, som ikke længere egner sig til at blive brugt. Det kan f.eks. være på grund af skader eller pletter på tøjet.

Benspænd

Ingen ideer uden et benspænd. I forhold til byTine.dk handler det primært om at jeg pt. gør det her som en personlig interesse. Det betyder i praksis at jeg ikke får en krone for det her. Og at jeg derfor står til rådighed for arbejdsmarkedet på dagpenge. Det er selvfølgelig ikke optimalt, men i øjeblikket er det virkeligheden – og den arbejder jeg med. Det betyder selvfølgelig også at jeg er meget åben for henvendelser om alt fra projektansættelser til freelancearbejde, ligesom jeg gerne hører fra dig, hvis du har lyst til at arbejde sammen med mig på de projekter jeg har beskrevet i dette indlæg. Jeg kan kontaktes via mailen, som findes nederst på siden.

Til slut vil jeg takke dig, hvis du er nået hertil. Jeg er tilbage og jeg glæder mig til at arbejde med det her lille projekt fremadrettet.

Del og følg mig her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *