Fra ideen om et værksted til en blog…

I maj/juni 2017 skrev jeg en eksamensopgave, som stille og roligt skulle blive startskuddet til min iværksætterrejse. I løbet af efterårssemesteret 2017 og forårssemesteret 2018 overvejede jeg meget hvordan jeg kunne realisere iværksætterdrømmen. Det var først, da jeg hørte om Next Step-forløbet på UCN, at jeg rigtigt begyndte at forstå hvordan jeg kunne arbejde med min ide.

I efterårssemesteret 2018 skulle jeg i praktik, men desværre blev jeg ikke optaget på Next Step forløbet, og jeg måtte derfor finde en anden praktik. En dag, i pinsen 2018, stod jeg i et indkøbscenter i Aabenraa, da jeg blev ringet op og blev tilbudt en plads på det helt nye Next Step spor 1, og det blev i høj grad startskuddet til den hjemmeside og blog du nu sidder og ser på. Da spor 1 var slut, blev jeg opfordret til at søge ind på spor 2. Jeg blev optaget ekstracurriculært – det vil sige, at jeg er optaget udenfor pensum. Det er altså ekstra arbejde ved siden af mit normale studium. Jeg har taget 2 valgfag, og er nu i gang med min bachelorperiode. Min bachelor kommer naturligvis til at dreje sig om byTine.

Siden september 2018 har jeg været på en rejse med design thinking, forretningsplaner, lidt flere forretningsplaner, vejledning, research, mentorhjælp og endelig en markedsundersøgelse der ikke rigtigt gav nogle svar. En samtale med en medstuderende gjorde udfaldet.

”Ideen blev afprøvet i efteråret, folk synes det er en vildt god ide, men der er ikke marked for det.” Ca. sådan faldt ordene. Der gik lige et par dage, hvor jeg skulle sluge beskeden, før jeg kunne skifte spor. Jeg havde en samtale med min mentor, og jeg snakkede lidt med min mand, og så traf jeg en beslutning. Bare fordi folk ikke vil betale for at besøge et værksted med dyre maskiner, betyder det ikke, at de ikke interesserer sig for upcycling, kreativitet og bæredygtighed. Derfor skiftede jeg spor, og navn, og i fremtiden vil der blive afholdt workshops med konkrete emner, tilpasset sæsonen og ikke mindst med bindende tilmelding. Ind i mellem de planlagte workshops, vil jeg fylde bloggen og hjemmesiden med kreativitet indenfor emnerne garn, stof, bullet journal og upcycling.

Mit fokus vil være på bæredygtig kreativitet. Det vil sige, at du kan forvente at jeg fortæller om upcycling i haven, i huset, med tøj og ikke mindst med mad, at jeg kan finde på at lave temaer om købestop i syværelset eller garnlageret, selvom jeg skal til at lave sommertøj, eller at jeg prioriterer en mere besværlig teknik, frem for at bruge et lettere, men ikke-bæredygtigt, alternativ.

Og hvorfor så navneskiftet? Jo, jeg er egentligt rigtig glad for navnet reKREAtion, men mest til mit værksted. Nu, hvor det er meget mindre, synes jeg navnet var for stort, derfor skulle der noget mere jordnært til.

På facebook hedder min side i øvrigt stadig rekreation, men det skal jeg nok få gjort noget ved. Indtil da, kan du følge med her på siden, og på instagram hvor du finder mig under navnet @bytine_dk

Del og følg mig her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *